6. Juli Garden

6. Juli Garden kommer til Rosenfestivalen igen i år

Der bliver fuld fart over feltet, høj musik og taktfaste rytmer, når 6. Juli Garden marcherer gennem byen lørdag startende fra Bogense Rådhus fra kl. 11:30-12:00.

På torvet ved Kirken vil der være en standkoncert kl. 13:00.

6. Juli Garden er blandt Danmarks bedste tambour- og trommekorps. Garden blev dannet i 1979 og består i dag af et Tambourkorps og et Harmoniorkester, ca. 60 piger og drenge i alderen 10-25 år, samt en elevgruppe. Gardens uniform er “Infanterimodel M-1842”, og er en præcis kopi af den uniform, som det danske forsvar bar under Første Slesvigske Krig ved det historiske slag med udfald fra Fredericias volde den 6. Juli 1849. 

Repertoiret er en blanding at trommemarcher, populærmusik, store værker bygget op over irsk folkemusik med meget stor sværhedsgrad og tommenumre spillet i et hæsblæsende tempo.

Glæd jer til at opleve deres festlige musik og flotte uniformer.