Kamilla Herskind maler

Kunstner Kamilla Herskind udstiller ved årets Rosenfestival

Kamilla Herskind maler fra morgen til aften, dag efter dag – og hun er næsten altid at finde i sit atelier.

Hun lever af sin kunst og har lavet udstillinger i både ind- og udland.

Hendes malerier er både kraftfulde og følsomme. Det er enestående kombinationer af farver, som skaber stemning og liv. Kamilla Herskind er optaget af liv. Hvad er det at være menneske? Hvad er grundlæggende for os og hvordan vælger vi livet til og tager kampen op?

Motivrækken varierer fra mennesker, natur og opstillinger. De bearbejdes med friske, kraftfulde penselstrøg og smukt balancerede farver. Der er liv i Kamilla Herskinds billeder. Enten som mennesker og dyr i fuld fart og bevægelse, eller som mere stille og spirende, eftertænksomme øjeblikke.

Kamilla Herskind har atelier i Rudkøbing i en tidligere balsal på Langeland. Hun er klassisk uddannet, men har de senere år arbejdet med mere friske og ekspressionistiske strøg i sit maleri.

Nogle vil genkende Kamilla Herskind fra DR-programmet Danmarks Bedste Portrætmaler, hvor hun satte fokus på det nærværende, moderne portræt, hvor farve, stemning og penselstrøg giver portrættet malerisk og nutidig relevans.  

Kamilla Herskind udstiller i den smukke bygning Multisalen ved Bogense Skole. Udstillingen er åben kl. 10-17 både lørdag og søndag.