Rosenfestivalens historie
En gruppe lokale ildsjæle fra bl.a. Bogense Handelsstandsforening, Grønløkke Planteskole, Rosenhaven og UgeAvisen Nordfyn fik en idé … Idéen gik kort og godt ud på at skabe en event, der både satte roser og Nordfyn på landkortet. Formålet var at skabe handelsfremmende aktiviteter i Bogense og gøre byen kendt.
Den første Rosenfestival blev afviklet i 2007, og siden er arrangementet vokset støt år for år. De senere år har 30.000-35.000 besøgende gæstet Rosenfestivalen i løbet af de to dage, festivalen afholdes over, hvert år, første weekend i august.
Rosenfestivalen har udviklet sig gennem årene, til i dag at være Nordfyns største event, hvor hele midtbyen er afspærret for trafik i 4 dage og byen pyntes med mere end 100.000 rosenhoveder fra de omkringliggende marker. Rosenfestivalen afholdes hvert år i et nyt tema.
Der har gennem årene flere gange været afholdt rosendåb, hvor navnet på en ny forædlet rose offentliggøres, ved at blive døbt i champagne. Se listen af roser, der er døbt under Rosenfestivalen. (Link)
Der er i dag guidede ture til rosenmarkerne uden for byen, hvor rosengartneren stiller sin ekspertise om sorter og rosenavl til rådighed.
I byen er der store flotte rosendekorationer med roser i eventyrlige figurer i årets tema, placeret rundt om i byen. Der er boder med bl.a. kunsthåndværk i bymidten, fødevaremarked på Torvet, masser af stemningsfyldt musik og fantastiske åbne haver. Lækker mad og drikke kan nydes rundt i restauranter og cafeer, og der er kunstudstilling og spændende udstillinger på Bogense Rådhus og i Bogense Kirke.
Der er hvert år en kæmpe buket af oplevelser i årets program og en helt unik rosenfestivalstemning i byen til alle, der gæster Bogense, Danmarks hyggeligste købstad første weekend i august.
Festivalens DNA – de nordfynske rosenmarker
På markerne rundt om Bogense på Nordfyn produceres mere 80% af de danske haveroser, grundet de klimatiske forhold, og er selve idégrundlaget for hele Rosenfestivalen. Grønløkke Planteskole der er Skandinaviens største producent af haveroser, er en af de bærende kræfter bag Rosenfestivalen. De store rosenmarker nær Bogense står i fuldt flor under festivalen med ca. 1,5 millioner rosenplanter fordelt på op til 1000 forskellige sorter. I dag er Finn Jensen fra Grønløkke Planteskole, formand for foreningen.
Det tager flere år at forædle en rose, de nye roser skal gennem en grundig test med flere kriterier. Hvis rosen skal vælges til produktion, skal den være vinterstærk og have lang holdbarhed, store blomster, stærke farver og meget gerne duft.
Rosenforædler Rosa Eskelund som Rosenfestivalen samarbejder med, har arbejdet med roser hele sit liv, og hendes roser bliver dyrket på licens i hele verden.
Under Rosenfestivalen er det muligt at købe roser direkte fra rosengartneren ved rosenmarkerne og ved slagstelte i byen.
Tag et tilbageblik på årene, der har været afholdt Rosenfestival.