Jim Lyngvild - Rosendåb, udstilling på rådhuset og lancering af ny bog

Den landskendte designer, kunstner, fotograf, forfatter og fynbo Jim Lyngvild gæster Rosenfestivalen endnu en gang d. 5. og 6. august i Bogense, og Jim sætter sine aftryk ved flere steder til Rosenfestivalen.

Rosendåb - lørdag kl. 10.35

Lørdag åbner Jim Lyngvild sammen med sin gode ven Ghita Nørby Rosenfestivalen 2023 ved Bogense Rådhus kl. 10. Herefter går de gennem byen til Manneken Pis, hvor de ca. kl. 10.35 vil navngive deres helt nye rose sammen. Og du kan godt glæde dig. Den er virkelig noget særligt.

Venneparret har sammen skabt en rose ud fra Rosa Eskelunds to allerede velkendte roser ”Fru Nørby” også kendt som ‘Royal Diva’, der er romantisk, velduftende og feminin samt ‘Jim The Viking’ som har lidt flere torne og er mere vild og meget busket.

Under indspilningerne rundt om i landet, til 12 spændende udsendelser til DR med titlen ”Jim og Ghita på nye eventyr”, besøgte Ghita og Jim Rosa Eskelunds rosenforædling. Her forestod Ghita & Jim sammen en bestøvning af ‘Fru Nørby’ med pollen fra ‘Jim The Viking’. Som det dengang lød fra Rosa Eskelund: ”Med hver deres kendetegn kan vi forvente en rose, som er både vild, smuk og duftende.

Det bliver spændende og se, om Rosa har fået ret.

”Jims eventyrlige roser” udsmykker Bogense Rådhus

”Jims eventyrlige roser” bliver temaet i rådhussalene på det smukke gamle Rådhus, hvor Jim Lyngvild designer en skøn udstilling.

Det smukkeste rosenunivers skabes med et væld af natur og roser. En roseninspireret borddækning, designkjoler, 10 smukke fotos og skønne roser, bliver alle en del af udstillingen. Det bliver en udstilling der vil sprudle af glæde og farver – i ægte Jim Lyngvild stil. Og der venter helt sikkert publikum en oplevelse i absolut topklasse.

Entrè

Rosenfestivalprogram giver adgang til udstillingen. Program kan købes på Rådhuset. kr. 30,- 

Udgiver ny bog i forbindelse med Rosenfestivalen: ”Lyngvilds Eventyrlige Roser”

Jim Lyngvild er blevet helt vild med roser og i forbindelse med rosenfestivalen 2023 udgiver han en ny bog om netop roser.

Forlaget skriver om bogen:

“I denne smukke bog får du et indblik i Jim Lyngvilds mest poetiske side, når han præsenterer sine nye fotografier af roser.
Han har selv lagt navn til rosen ‘Jim the Viking’ og været med til at døbe flere andre roser, og hans have ved Ravnsborg på Fyn er naturligvis prydet af skønne roser, nøje udvalgt efter farve, duft og udseende.
Bogen er en kalejdoskopisk rejse gennem forskellige aspekter af rosen rolle i kunst, kultur og gastronomi. Rejs med, og bliv inspireret.”

Jim Lyngvild har en stand til Rosenfestivalen på p-pladsen bag Den gamle Købmandsgård, hvor man bl.a. kan købe bogen.